Historie

Kort over Ringkøbing Fjord 1890, med Tipperne beliggende mod syd i mellem Haurvig grund, Søndre Dyb og Falen Dyb. Det våde marskområde beliggende i fjorden mellem Tipperne, Falen Dyb, Bork og Nymindegab Kro er Værnengene

Tipperne og Værneengene er en halvø i Vestjylland, beliggende ved sydenden af Ringkøbing Fjord i Ringkøbing-Skjern Kommune.  Området er en vigtig rasteplads for trækfugle. Det opstod ved sandaflejringer og er kun nogle få hundrede år gammelt. Historisk set er denne vestjyske naturperle nemlig ung – dannet over en ca. 300-årig periode, siden dengang Ringkøbing Fjord havde sit udløb til Vesterhavet ved Skodbjerge. De store vandmasser fra den strømstærke å havde holdt udløbet til havet åbent gennem århundreder. Men efterhånden begyndte de materialer, som åen førte med sig, så småt at aflejre sig. Således begyndte en langsom opfyldning af Skjern Å dybet, lige som dannelsen af Haurvig Grunde og Tipper Grunde (den sydligste del af Holmsland Klit) tog sin begyndelse. Under pres fra den kraftige sydgående havstrøm vandrede udløbet fra fjorden nu langsomt mod syd. Det betød, at Holmsland Klit voksede mod syd – vest for Tipper-landet, som ved denne proces kom til at ligge inde i fjorden.

Ud over materiale-tilførslen fra strømmene i havet og fjorden, fik sandfygningen også stor betydning for dannelsen af Tipperhalvøen. I 1600-årene og 1700-årene havde vestenvinden frit spil, og den flyttede store klitpartier mod øst. Snart begyndte sandflugten at true områderne længere inde i landet. Dette kunne beboerne i Bork-området naturligvis ikke acceptere, så de gik i gang med at plante hjelme og bygge værn, bestående af langstrakte faskiner, som sandet aflejrede sig imellem og efterhånden blev det til græsbevokset eng. Sandflugten var dermed stoppet – og værn-byggeriet gav naturligt nok området navnet Værnet eller Værnengene.

Sidst i 1700-tallet fremtrådte konturerne af Tipperhalvøen som en mægtig sandflade, der var helt eller delvist tørlagt. I 1800-årene fortsatte aflejringen af klæg, mudder og planterester på sandfladerne. Og efter den århundredlange udviklingsproces fik Tipperhalvøen op gennem 1900-årene sin nuværende form. Stærkt medvirkende til denne udvikling var de ændrede udløbsforhold fra Ringkøbing Fjord til Vesterhavet. Nyminde-strømmens udløb havde efterhånden flyttet sig så langt mod syd som til Lønne, hvilket var meget utilfredsstillende for skibsfarten bl.a. på Ringkøbing Havn – og for fiskeriet. Efter langvarige forhandlinger – og et besøg af flere af Rigsdagens medlemmer –  blev det i 1910 besluttet at lukke fjordens sydlige udløb, og der blev gravet et nyt udløb ved Hvide Sande. Men en stormflod ødelagde den nye gennemskæring, som blev lukket i 1915 – og det gamle sydlige udløb blev genetableret. Først 16 år senere – med Hvide Sande slusernes etablering i 1931 – blev Nymindestrømmens udløb til Vesterhavet lukket.  Og Tipperhalvøen udviklede sig nu gennem fortsat aflejring til det naturområde vi ser i dag.

Fra Socialdemokraten 12. december 1911

Berlingske Avertissementstidende 20. juli 1919

Fra Jyllands Posten 27. februar 1918

Fra Næstved Tidende 2. oktober 1922

Vestkysten 24. oktober 1921

Fra Holstebro Dagblad 3. juli 1908

Fra Horsens Folkeblad 25 november 1914

Viborg Stifts Folkeblad 19. november 1890

” … Og af Sted gaar det, gyngende, svinglende og smældende ud over ”Tipperne”. Vidt, vidt strække disse umaadelige Enge sig ud i Ringkøbing Fjorden. Fata Morgana har travlt derude i Horisonten. Hun løfter en Strimmel Land og sænker en anden. Blaalige Konturer med hvide Kirketaarne, et lille Fiskerfartøj, som synes at staa paa Hovedet, Masser af Stude- og Faarehjorde, der svæve i Luften, En uendelig Slette, der løber i et med Vandet. Og saa hist og her denne Slette overskaaret af ”Sandene”, der unægtelig snarere burde hedde Vandene; Indskæringer af Fjorden, en Fod eller to dybe, hvori September-Himlen med sine store klare Skyer spejler sig, og hen over hvilke Maagerne komme sejlende eller Vildgæssene susende. Friskt, friskt er Landskabet, og frisk og vederkvægende denne Tur. Gyngende og svinglende af sted, milevidt ud over Høslet-Entreprenørens Eldorado. Frem og ned langs Vandet, hvor Vinden hvisker i Siv og Rør, og Ryler og Hjejler piler omkring. De røde Skyer skyde sig i lange Tunger ud over den blege Himmel; saa falme Farverne, og alt synker ned i det mørkviolette Væld, hvoraf Maanen atter opstaar …

Holger Drachmann

1768 Fredningsdokumenterne angiver at staten overtog den nordlige del af Tipperhalvøen.

1806 afværgede man områdets stærke sandlugt ved anlæggelsen af diger, som resulterede i et marskagtigt landskab, hvor der var gode muligheder for høslet og enge til afgræsning. Sandflugt gjorde at flere åer sandede til, og dette betød at engarealerne oversvømmedes.

1898 blev fuglelivet fredet.  De første fredningsbestemmelser for området indføres.

1928 udstedte Landbrugsministeriet en frednings-bekendtgørelse, gældende for fuglelivet på Tipperne, og den første opsynsmand blev ansat. Derefter opførtes det såkaldte Tipperhus på halvøens nordspids, hvorfra man kunne følge fuglelivet på tæt hold. Siden da er der gennemført årlige fugle-tællinger, ornitologisk forskning og andre videnskabelige undersøgelser af plante-, dyre- og insektlivet. Da afgræsningen og høslæt ophørte, voksede engene til, hvorefter de typiske engfugle forsvandt.

1936 blev statens område samt en betydelig del af det tilgrænsende fjord-område udlagt som videnskabeligt reservat. Det samme gjaldt Klægbanken i den østlige del af Ringkøbing Fjord.

1940-45 tog hyttebyggeriet på Værnengene for alvor fart op i 1950’erne og 1960’erne. På et tidspunkt var der omkring 400 hytter, og flere af de mindste og ældste ligger stadig tæt sammen på Store Mjøl, som foruden Lille Mjøl og Grønbjerg udgør de tre eksisterende hyttebyer .

1947 blev Nymindestrømmen syd for Nymindegab fredet. Denne fredningssag var rejst i 1939, men besættelsen blev en bremseklods. Et fredningsmøde på Nymindegab Kro konfirmerede fredning af området, idet dog *Videnskabsmænd skal have ubegrænset adgang til at færdes paa og foretage videnskabelige Undersøgelser på hele det fredede Omraade*.

1972 blev der sat kreaturer ud på engene, og mange arter vendte tilbage. Undersøgelser gennem så lang tid betyder, at forskere i dag har god viden om, hvad der skal sikre en artsrig flora og fauna på strandenge. Stor kobbersneppe, engryle, klyde, vibe og brushøne har i dag alene store bestande her på Tipperhalvøen og Vejlerne ved Limfjorden.

1974 Den sydlige del af Tipperhalvøen – Værnengene og Bjålum Klit på ca. 2600 hektar – er privatejet og blev første gang fredet sammen med Nymindestrømmen.

1977 afsagde Overfredningsnævnet kendelse om, at samtlige hytter skulle være fjernet inden 1. januar 1995 – en kendelse, som Foreningen af Hytteejere på Værnet naturligvis satte alt ind på at få omstødt. Og efterhånden fik hytteejerne støtte fra Egvad Kommune, Ringkjøbing Amtsråd , Skov- og Naturstyrelsen samt Danmarks Naturfredningsforening, der anså miljøet i hyttebyerne for bevaringsværdigt.

2002 hytterne blev fredet ved kendelse fra Fredningsnævnet for Ringkjøbing Amt af 29. oktober. Efter megen tovtrækkeri er det erkendt, at hytterne på værnengene har en kulturhistorisk betydning, samt at de er til glæde for mange jægere, fiskere og andre lokale. Fredningen af Værnengene og hytterne skal bevare landskabet, naturen og hele kulturen i området, og forhindre at græsenge opdyrkes.

2004 Naturklagenævnet modtager enkelte indsigelser, hvorefter der bliver rettet til og den, 24 juni 2004 kommer den endelige afgørelse!

Fra Lemvig Folkeblad, 17. juni 1916

Fra Bornholms Tidende, 8 august 1921

Fra Horsens Avis 28. oktober 1921

Fra Holstebro Dagblad 8 april 1906

” … I høslættens korte tid befolkes engene af bønderne fra de omliggende sogne. Efter indviklede regler haves der part i engen, og for fremmede kan det være uforståeligt, hvordan der holdes rede på ejendomsforholdene. Men de indfødte ved nøjagtig besked. Enhver markerer sit engstykke ved at vende en “doel” (det vil sige et spadestik af græstørven i de fire hjørner) på det ham tilhørende areal. Og derpå trækkes der linjer mellem de fire doeler, idet man i den tidlige morgen skridter af fra doel til doel. I det dugvåde græs tegner fodtrinene sig skarpt og tydeligt så langt op ad formiddagen, at høstmanden let når den første runde med leen, inden solen har slettet “opstregningen” …

Fra “Gennem Lo og Opgrøde”, P.H. Perch, 1924

Fra Jyllands Posten 13. september 1917

Fra Herning Folkeblad, 19. december 1891

Fra Bornholms Tidende, 8 august 1912

Fra Lemvig Folkeblad, 26. august 1893

Fra Vestjyllands Socialdemokrat 9. juli 1912

Fra Aarhus Amtstidende 10. oktober 1912